Runemester Yoda

Nogle gange smager mad rigtig godt.

Det er ment som et signal om at spise mere fordi smagsløgene vurderer at maden i munden indeholder nogle ting vi lige står og mangler. Det må betyde at vi normalt ikke får nok af et eller flere stoffer hvorfor det giver mening at benytte lejligheden til at hamstre lidt…

Når man laver mad gælder det således om at det skal smage godt; altså indeholde ting som kroppen har brug for. Eller tilsætte ting der gør det smager godt alligevel.
  Det er vi efterhånden blevet ret gode til.

Hvis mad smager rigtig godt spiser vi lidt ekstra. Lidt mere end vi ellers ville (eller burde). Hvis vi spiser lidt for meget hver gang bliver der efterhånden plads til mere og det tager til… Og vi tager på.

Så hvis du er blevet for tyk, gør hvad enhver hundeejer ville gøre hvis hunden var blevet for tyk: mindre portioner; mindre luksusmad og ud at luftes!
  Slankekure er panikløsninger. Spis med måde (evt. mindre smagfuld mad) og giv det den tid det tager.

 
Nå, måske skulle jeg for en gang skyld følge mit eget råd og se at få smidt 3 kg…

Mindre velsmagende mad, tak !

Har lige været på date igen.

Og nu må det snart stoppe; jeg kan ikke blive ved med at skuffe håbefulde piger (og mig selv). Der er bare aldrig kemi når jeg møder piger på den måde !

Jeg kan godt flirte med folk jeg møder tilfældigt, selvom der er lidt langt imellem (sidst var for et halvt år siden). Men enten vælger jeg de forkerte på ‘nettet eller også har jeg en blokering af en art - eller også venne-chatter jeg i stedet for at date-chatte (og flirte)…¹

Det er mig en fortsat gåde. Det jeg egentlig søger er kemi, og hvis det er mig selv der er skyld i at det aldrig er til stede på mine dates så må jeg jo gøre noget (eller stoppe med at date).

En af mine fejl er at jeg primært søger mental kontakt over ‘nettet; jeg flirter kun meget let. Jeg går ubevidst efter at knytte bånd; efter venskab. Og glemmer den sensuelle side. Den emotionelle side. Den flirtende side.
  Når vi så mødes har vi udelukkende mental kontakt og kroppens tilstedeværelse bliver lidt en hæmsko for den kommunikation der ellers plejede at flyde så let.
  Det er måske ikke så smart at fokusere på det mentale hvis det egentlig er kemi man går efter…

Mit problem her er selvfølgelig at jeg lidt er et sensuelt analfabet. Jeg ved ikke hvordan man er fræk på skrift. Jeg kan ikke finde ud af at flirte uden først at mærke fysisk tiltrækning.
  Og jeg er lidt bange for at lege med den gensidige tiltrækning før vi har mødtes og jeg har fundet ud af om hun er OK

Måske har jeg brug for at møde en meget flirtende pige?

 
Tak til min date og en unavngivet blogger for sparring

—
¹ Min date sagde godt nok at hun da et par gange fik sommerfugle i maven når vi chattede… Noget andet er så at vi måtte gøre vores møde meget ufarligt før hun turde møde mig; og det er nok heller ikke kemi-fordrende.

Der var engang hvor vi var mere dyr end mennesker. Hvor det for kvinder gjaldt om at finde 1) en mand med gode gener og 2) en mand der kunne beskytte og forsørge hende under hendes graviditet (ikke altid den samme som 1), og hvor det for mænd gjaldt om at finde 1) en kvinde med gode gener og 2) en kvinde der ikke allerede var gravid med en anden.
  En mand havde lidt tabt hvis han brugte store mængder tid og kræfter på at opfostre en andens barn Så nogle valgte at gå efter at nedlægge så mange kvinder som muligt (typisk mænd med meget testosteron og markerede træk) mens andre valgte at satse på kvindens pkt. 2 (typisk mænd med lidt blødere træk). Undersøgelser viser at kvinder klart kan skelne de to typer ud fra mænds ansigtstræk.

Nu hvor kvinder kan beskytte sig mod uønsket graviditet og ikke rigtig længere har brug for (2), er de fri til at gå efter (1).
  Det ligger dog stadig i generne og kulturen at (2) er en god ting.

Pkt. (2) er derimod i langt højere grad gældende for mænd. Enten gælder det om at nedlægge en masse kvinder, eller også gælder det om at finde en “ren” kvinde, som man satser på ikke snyder sig til at lade manden opfostre en andens barn ved enten allerede at være gravid med en anden eller ved at være manden utro.
  En mand der er sin kvinde utro udgør en noget mindre risiko for kvinden. Især nu hvor hun kan klare sig selv.

Det lader til at mange piger stadig ikke fatter mænds genetisk betingede fokus på dydighed. De kender det ikke fra sig selv, for mænd der har nedlagt flere kvinder har nok gode gener. Så det kan kun være en fordel. Der er en lille risiko for at han måske så har større tendens til at være hende utro, men det gør jo ikke helt så meget.

Man kan indvende at vi ikke længere er dyr, og derfor ikke kan ligge under for den slags forældede mønstre. Og at kvinder hermed er højere udviklede og mindre dyriske end mænd. Men pointen er vel at kvinders dyriske mønstre bare passer bedre til det moderne samfund

Ovenstående er en lidt lang kommentar til Chris, der undrer sig over en uventet reaktion fra en fyr som startede med at gå efter (1), men kom til at holde så meget af hende at han gik efter (2). En stor kompliment som blev mødt med arrighed da det blev set som en afvisning

—
Min søster har forøvrigt en teori om at vi på et tidspunkt var matriarkalske, og at det var et slags paradis med fri sex og sand kvindemagt. Det endte da patriarkalske samfund med vold og magt overtog herredømmet og indførte monogame forhold for at kontrollere kvindens uhæmmede sexualitet

Runemesteren skriver bedst om det han intet ved om, så nu skal I høre om hvordan man bør opdrage børn!
  Selv har jeg ingen børn, men har observeret opdragelsen af specielt mine søskendes, efterhånden rigelige, børneflok igennem flere år.

Runemesterens børneopdragelses-tips:

Førskolealderen:

• Undlad at læse bøger om børneopdragelse. Du skal opdrage med din sjæl (i jødisk forstand¹), ikke dit sind.
• Sæt dig ind i børns udviklings-stadier. Stir ikke på spædbørn; accepter når de kigger væk.
• Beslut dig, vær selvsikker og udvis autoritet. Bestemme-sidser har en klar fordel her Du har stor magt. Tøv ikke med at bruge den positivt.
• Lad ikke barnet implicit træffe vigtige beslutninger ved din manglende reaktion. Børn bliver stressede af for meget ansvar i en for tidlig alder.
• Undlad at komme i situationer hvor du siger “det må du ikke”, “kom tilbage” og den slags, hvorefter du alligevel lader barnet bestemme og fortsætte det det har gang i imens du prøver at tage stilling til om du skal gribe ind eller ej.
• Tag ansvar. Hvis barnet kan komme slemt til skade, så stop det. Hvis det kan slå sig, så er det måske ok for det at lære. Hvis det kan blive beskidt/vådt så beslut dig til om du har overskud til det. Hvis det er i gang med at ødelægge noget så stop det eller tag ansvaret på dine skuldre.
• Når det gælder ting som “Stop! Du må ikke gå over vejen alene.” og “Pas på!!” skal barnet simpelthen lære at lystre. Opfør dig som om du forventer at barnet gør som du siger. Dvs. vis barnet at der ikke kan være nogen tvivl i den her situation.
• Lær barnet vigtige ting igennem leg. Træn vigtige ting igennem leg.
• Undlad at forklare ting med ord, afsluttende med “Forstår du det?” (gælder specielt drengebørn; drenges hjerner er langt bagefter pigers indtil et sted i puberteten). Barnet fatter ikke mentalt, men reagerer på de signaler du udsender og forstår ikke hvorfor du pludselig er så alvorlig.
• Vær opmærksom på hvad barnet oplever. Hvis det kommer ud for uheldige ting, så tal med barnet om det på et senere tidspunkt. Forvent ikke at barnet forstår de abstrakte problemstillinger, men det hjælper at få det taget op i trygge rammer og måske se den voksnes reaktion. Og det hjælper barnet at få nogle simple ord at sætte på fx følelser.
• Undervurder ikke straf-værdien af pylren. Hvis barnet opfører sig urimeligt og græder og måske slår og sparker, så kan det være tid til at holde det og pusse og nusse. Bliv ved et stykke tid efter det er blevet godt igen. Lidt længere end barnet selv har lyst til… Hyg dig og nyd det. Barnet skal vide at hvis det opfører sig sådan så kommer det i saksen!
• Øv dig i at se verden med barnets øjne. Ikke for barnets skyld, men din egen…

Senere:

• Læs bøger om børneopdragelse…
• Lav mad sammen med børnene i ny og næ. Hyg jer med det. Lær dem at det ikke er sur pligt og noget der skal overstås.
• Husk at kede jer sammen.
• Lær børnene at det gælder om at behandle sine forældre som man selv gerne vil behandles af sine egne børn hvis man engang får nogen

Ok, så måske var det snarere min mening om børneopdragelse end egentlige tips… Håber jeg selv ville være i stand til at følge det meste af ovenstående hvis det engang skulle lykkes mig at finde mig en kæreste og i tilgift få børn…
  Måske skulle jeg bare anskaffe mig en hund ?

—
1) Jødernes sjæls-begreb omfatter krop og psyke; det hele (jordiske) menneske.

Forelskelse er noget underligt noget.

Siden jeg startede denne blog har jeg mødt en pige fra dating.dk og en fra eliteDaters.com. Og haft bloggermøde med fire bloggere.
  Men Amor holder sig væk.
  Lidt surt at møde en sød, lækker og køn pige som man bare ikke forelskes i. Man kan forsøge at mødes igen, men det er som om Amor allerede har bestemt sig.
  Den eneste jeg mærkede et strejf af forelskelse i var en blogger, som ikke har tid til at mødes igen (og nok ikke er ret interesseret).

Så nu har jeg købt et brugt semi-proff digitalkamera.

Måtte straks lære alt om det. Lære at kommunikere med det. Vide hvilke knapper jeg kunne trykke på for at tilfredsstille det. Beundre dets design og funktion. Drømme om alle de gode stunder vi kan få sammen. Kende dets små skønhedspletter, og elske det alligevel.
  Når jeg kommer hjem står det og venter på mig. Klar til samarbejde. Klar til at kommunikere og reagere.
  Åbne muligheder. Håb. Lys fremtid.

Efter noget tid finder man så ud af at det måske alligevel er begrænset hvor meget man kan kommunikere og interagere med en gadget. Men det var en god tid så længe det varede

—
(Billede tilføjet efter opfordring)

Jeg er vokset op med en posedame som nabo.

Eller rettere: “Kassedamen”. Hun var ikke sådan en der slæbte rundt på seks plasticposer og tilsyneladende ikke havde noget sted at bo, men hun havde samlet sig en del skrammel i kasser, og kørte altid rundt med en stor mælkekasse på cyklen.
  Mange spærrede øjnene op når den lille ældre kone kom slingrende på sin cykel fuldt belæsset med nyttige clementinkasser der bl.a. kunne brændes og ting Irma havde smidt ud fordi sidste salsdato var overskredet med bare en enkelt dag. Og der var jo ikke noget reelt galt med den oksesteg man kunne anskaffe sig på den manér…

Hendes grund lignede meget en losseplads. Der lå aviser i blød til at blive presset i en smart briketmaskine hun havde anskaffet sig. Der stod papkasser og diverse maskiner med hullede presenninger over. Der var en veritabel skov i baghaven, med labyrintiske gange mellem høje stabler af clementinkasser og andet med ukendt indhold. Og der var høje stakke med kasserede sten fra cementfabrikken i nærheden.

Det var få der fik lov at komme indenfor. Stuen bestod af en enorm stabel i midten og en smal gang langs væggen så det var muligt at komme fra køkkenet ind til soveværelset eller hen til terassedøren. Køkkenet var sparsomt, men om sommeren blev der alligevel altid lavet mad udendørs over et lille bål.
  Det hjalp ikke at hun havde to gravhunde hvis lugt gennemsyrede både hendes hjem og hendes tøj… Hun havde altid to. Hvis den ene døde fik hun en ny. Nogle gange stak nr. 9 af når de var ude at gå tur. Så skulle vi rundt og lede og kalde i hele nabolaget. Når den så kom hjem kunne den risikere at få smæk (hvilket ikke lige er den smarteste måde at opdrage hunde på, men så kunne den lære det… Hvis de kom op at slås fik de en spand koldt vand over sig, hvilket var ret effektivt).

Hun var gammel spejder og meget fokuseret på genbrug. Så hvad andre kasserede tog hun til sig. På et tidspunkt fandt kommunen ud af at det havde taget overhånd, at grunden var en rotterede og at hun skulle gøre noget ved det snarest. Det kunne hun selvfølgelig ikke, så kommunen sendte et par folk ud for at rydde op. - Det tog adskillige granvoksne mænd og flere ladfulde at fjerne hvad den uanselige gamle dame havde slæbt hjem på sin vakkelvorne cykel i den grønne mælkekasse.

Alt dette lige midt i et respektabelt højreorienteret parcelhuskvarter.

Nu var min familie ikke specielt højreorienteret, og Kassedamen var jo god at have hvis der ikke lige var nogen at lege med. Jeg tror også mine forældre satte pris på at der altid var en i nærheden når vi var alene hjemme.
  Der var altid noget der skulle graves eller flyttes, for hun havde et projekt: at indrette den perfekte have. Hun havde indsamlet adskillige artikler og billeder med beskrivelser af de dele der skulle indgå; der skulle bl.a. være en lille sø og en spejderhytte i baghaven når træerne havde vokset sig større. Og hun arbejdede ufortrødent imod det endelige mål, selvom det udefra set mest så ud som om hun bare flyttede kasser frem og tilbage…
  Om sommeren kunne man ofte høre hende fløjte til langt ud på aftenen imens hun arbejdede i haven eller sad og lavede mad over det lille bål hun havde lavet med sten fra cementfabrikken. Om vinteren var det hende der ryddede vejen for sne hvis kommunens maskiner ignorerede vores sidevej.

Jeg selv har også svært ved at smide ting ud. Mine forældre advarer nogle gange om at jeg ikke skal ligne Kassedamen for meget, og det kan de jo have ret i. Det gælder om at tage de gode ting til sig, og lære af hendes fejl.

Må hellere se snart at få ryddet lidt op…

—
Nu er Kassedamen død og grunden købt af en anden ældre dame som i løbet af meget kort tid har sat både hus og grund i bedre stand end mine forældres nogen sinde har været. Dog mangler spejderhytten og søen…

I princippet er jeg stor tilhænger af Ungdomshuset. Et refugium for unge i alle aldre, et kulturelt fikspunkt og et interessant eksperiment.

Primært et interessant eksperiment udi anarki¹.

Jeg er ikke glad for at det nu er væk, men jeg er glad og lettet over at det skete på en så kontrolleret måde som det gjorde. Og væk skulle det jo. For det anarkistiske eksperiment fejlede.

Måske kan man blot ikke have et anarki i et ikke-anarkistisk samfund. Det er i hvert fald klart at de ikke kan kommunikere sammen, for hvem repræsenterer et anarki? Og selvom der er nogle der udtaler sig på alles vegne, så kan de ikke garantere noget og egentlig ikke tale for andre end dem selv. Så det er umuligt at lave bindende aftaler med et anarki, og derfor umuligt at gå på kompromis. Kort sagt kan man ikke rigtig have diplomatiske forbindelser til et anarki.

Det omkringliggende samfund må i princippet kunne leve med dette, så længe anarkiet ikke huser for mange individer med hang til vold. Anarkistisk vold er en ret ubehagelig tanke… Men på den anden side er vold vel altid anarkistisk.

Ungdomshuset fremstod generelt som et ret ikke-voldeligt sted, så længe uønskede personager ikke kom for tæt på. Så som politiet, Pia eller elselskabet. Der var således gratis strøm fordi elselskabet ikke turde sende nogen ud og klippe forbindelsen.

Det egentlige problem var vist at Ungdomshuset var fyldt med unge mennesker hvis sikkerhed samfundet ikke kunne garantere for. Især ikke når de ikke ville være med til at vedligeholde de fundamentale strukturer, såsom loftsbjælkerne. Det gik pludselig op for Københavns Kommune hvem der ville stå med ansvaret hvis hele molevitten ramlede ned over de unge, eller hvis nogle brændte inde på grund af manglende basale sikkerhedskrav.

Så hvad er chancerne lige for at de autonome igen får deres vilje og ubegrænset råderum over endnu en faldefærdig bygning ?

—
1) Ok, så de er autonome, dvs. selvstyrende, og ikke anarkister. Men i praksis er de jo selvstyrende hver især, hvilket vel netop kendetegner et anarki?

Kemi er noget underligt noget.

Og her tænker jeg ikke på alkymisternes arvtager¹. Men den kemi der opstår når to mennesker mødes.

Selv om man skriver sammen i lang tid, og måske også udveksler billeder, kan man aldrig vide hvordan man vil fungere sammen ansigt til ansigt.
  Præcis hvad der gør det skal jeg ikke kunne sige, men der opstår et miljø, en atmosfære, som man umiddelbart ikke er herre over. Et produkt af to personligheder og deres måde at være på og deres måde at reagere på den andens måde at reagere på…

Det er muligt man kan reagere imod sin natur, og derved påvirke den anden til at reagere anderledes, men umiddelbart må man bare erkende at sådan er man altså sammen.

Bare ærgerligt hvis man skriver super godt sammen, men alt er kejtet når man mødes. Eller hvis man fungerer rigtig godt sammen, men der ingen gnister er. Eller, måske endnu værre, hvis det kun er den ene der ser gnister

Jeg har nu mødtes med tre bloggere. Eller bloggerinaer om man vil. Hyggeligt, og et interessant studie i kemi. Hvis jeg møder tilstrækkeligt mange og til sidst kan konkludere at min personlighed altid påvirker stemningen over i lidt samme slags kemi, så ender det måske med at jeg bliver lidt klogere på mig selv ?

Kan man ændre sin personlighed så man oplever en anden slags kemi næste gang man møder en bestemt person? Er det et spørgsmål om modenhed? Kurser? Rejser? Humør?

—
1) Alkymisterne skrev om det guddommelige bryllup; mødet mellem Kongen og Dronningen. Målet var vist at skabe guld ud fra bly. Ikke-alkymister mente det lød som en rigtig god idé. En idé man kunne blive rig af. Men måske var det en indre proces alkymisterne beskrev? Eller var det mødet mellem to mennesker?

Så er der blogal gobundersøgelse!

Gå venligst ind her: Gå til spørgeskema - hvis du allerede har svaret på spørgsmålene på en anden blog skulle alle svar allerede være udfyldt. Så det er ret nemt

Læs om undersøgelsen her: BlogTjek 07

Dyr er ofte smadder hyggelige at sidde og se på. Ok, måske mest pattedyr. - Hvis de opfører sig sympatisk…

Fx Kea-papegøjerne* der tumler og eksperimenterer. Høns i skovbunden, der skraber blade væk for hurtigt at kigge efter guf inden det løber væk. Kragefugle der bakser med at få knækket en nød. Sæler der bevæger sig så elegant og elastisk igennem vandet at det ligner én lang nydelse.

Hvad er det der gør at dyr ikke er kejtede og “self conscious”? Ok, måske har de ingen bevidsthed; i hvert fald ikke som mennesket har. Men de kan jo godt observere fx artsfæller og lære at kopiere andres handlinger.
  Måske er forskellen at de ikke vurderer det, de ser, på samme måde som vi gør; at de ikke kender til godt og ondt. At de ikke dømmer andre…

Hvorfor gør vi det? For at lære? Er det det der menes med Kundskabens Træ i Skabelsesberetningen?
  Og hvad er det så vi kan lære, som dyrene ikke kan? At blive bedre? Perfekte? Er det et reelt mål, i betragtning af at dyrene egentlig allerede er perfekte? (Ok, i hvert fald katte ;))

Darwinismen taler om udvikling gennem arvemassen. Bortset fra Nazismens forsøg på at genindføre det, er det ikke længere aktuelt for mennesket. Jeg er ikke engang sikker på at det stadig er de bedst-tilpassede der får flest børn.
  Er mennesket et væsen hvis udviklingsvej har frigjort sig fra arvemassen og derfor har brug for Kundskaben for at udvikle sig? Hvilket vi så har betalt for med vores kejtethed. I dyre domme, så at sige…

—
* Zoologisk Have i Kbh. har Kea-papegøjer ved gederne/legepladsen