URBANblog

Arkiv for 'Afskyeligt...' Kategorien

De 10 Bud

søndag, 28.01.2007.

De ti bud er en liste over afskyelige ting.

Det virker som om de fleste mennesker opfatter det som en liste over ting Gud finder afskyelige, og som han kræver og forlanger at vi derfor afholder os fra. Ellers vanker der.
  Men er det ikke snarere en liste over ting vi bør sky for vores egen skyld? En samling af psykologiske faldgruber som mennesker, kloge af erfaring, har samlet igennem en årrække. Videregivet til efterfølgende generationer?

For mig handler religion meget om psykologi. Måske især efter at have læst A Course In Miracles (eller “læst i”). Religioner forsøger at udstikke vejen til en sund psyke.
  Ikke at jeg ikke tror på noget større end mig selv, Kærligheden, Gud eller hvad man nu kalder det - det er jo hele pointen. Det viser sig jo at det i flere situationer er en meget sund psykologisk egenskab at tro på noget større end én selv.

Nu ved jeg ikke rigtig om jeg tror på reinkarnation, men fx Martinus beskriver hvordan handlinger foretaget i ét liv kan medføre reaktioner i et andet (eller samme) liv. En slags karma. Så hvis du slår nogen ihjel i dette liv kan det være der vanker en “straf” i et kommende (ikke fængselsstraf, men at du eller dine nære bliver dræbt).
  Det går så ud på at vi skal udvikle os. Martinus formulerer det som at vi skal søge at blive Mennesker (altså ikke halvt dyr som nu). Med andre ord må vores sjæl, eller det der nu lever videre når vi dør, have en slags hukommelse. Vi må lære af vores fejl. Lære at vi ikke ønsker at slå nogen ihjel.

Det er en almindelig antagelse at de fleste mennesker ikke kunne finde på at slå et andet menneske ihjel. Der er en indbygget modstand, eller afsky, forbundet med tanken om det. På samme måde med andre af de ti bud.
  Det kan jo tolkes derhen at vi efterhånden er ved at lære det. At vi efterhånden har de ti bud indprentet i vore hjerter (som der profeteres om i det gamle testamente).

Og her kommer Jesus så ind i billedet. Som Paulus skriver er love ikke så fede; man får jo nærmest lyst til at bryde dem i ren trods.
  Jesus er citeret for at sige at man egentlig bare skal holde sig følgende for øje: du skal elske din Gud af hele dit hjerte, sind, sjæl og ånd. Og din næste som dig selv.

Det vil sige at de 10 bud i virkeligheden kun er to. For computernørder giver det fin mening, da “10″ betyder to i computerens binære talsystem ;-)

dating.dk

torsdag, 07.12.2006.

Så har jeg lige været et smut forbi dating.dk igen. Sidst var for snart et år siden. Der er mange kendte ansigter derinde. Lidt skræmmende.

Blev lokket derind af min store nysgerrighed, provokeret af en anden blogger.
  Sletter min profil igen hurtigst muligt. For jeg hader dating.dk !

Der er ekstremt mange profiler på dating.dk. Omkring en halv million. På ethvert tidspunkt på døgnet er adskillige hundrede personer online. I øjeblikket godt 4.000. Selv kl. 3 om natten er der over 500 online.

Man kan søge på forskellige parametre, såsom alder og politisk orientering. Men der er langt fra nok søgekriterier hvis man skal nå at læse alle profiler, så de fleste kigger blot billeder. Dem der ser søde ud kommer på favoritlisten og får kunstige kys og måske en besked. Resten, inklusive dem uden billede, bliver kasseret på helt urimelige vilkår.
  Selvom man læser en profil grundigt, og en evt. blog (ja, man har også en blog derinde; hvis man betaler…) vil man aldrig kunne danne sig et ret godt indtryk af personen. Faktisk har jeg det sådan at alle manglende detaljer bliver fyldt ud med meget positive træk. Så en helt tom profil tror jeg er af en guddommelig person :-) (hmm, hvorfor søger jeg så kun på billed-profiler ?)
  Hvis det så, endelig, lykkes at mødes med en, ja så finder man ud af at man ikke passer sammen. På’n igen. Og så fremdeles.

Nå. Men jeg søgte altså alle nyligt online personer igennem efter køn, alder, stjernetegn (vestligt og kinesisk) og så videre. Gennemtrawlede vel omkring 100 profiler. Dyklæste nogle der så søde ud. Tilføjede to til min favoritliste. Skrev en besked til en (den anden var ryger, og mindre kompatibel ifølge Kinesisk Astrologi ;-) ).
  Og hende venter jeg så på endeligt svar fra. Hun virker klog nok: da jeg henviste til min blog skrev hun at jeg ikke måtte citere hende på bloggen. Kvik pige :-)

Glæder mig allerede til at slette min profil !

Nyt:
  Så er min profil slettet. Hende jeg skrev til blev åbenbart utryg af at læse min blog. Mærkeligt at sige farvel til en man aldrig fik lært at kende. En brændende bro til et forjættet land man ikke ved noget om, og aldrig vil se.