Jeg er vokset op med en posedame som nabo.
Eller rettere: “Kassedamen”. Hun var ikke sådan en der slæbte rundt på seks plasticposer og tilsyneladende ikke havde noget sted at bo, men hun havde samlet sig en del skrammel i kasser, og kørte altid rundt med en stor mælkekasse på cyklen.
Mange spærrede øjnene op når den lille ældre kone kom slingrende på sin cykel fuldt belæsset med nyttige clementinkasser der bl.a. kunne brændes og ting Irma havde smidt ud fordi sidste salsdato var overskredet med bare en enkelt dag. Og der var jo ikke noget reelt galt med den oksesteg man kunne anskaffe sig på den manér…
Hendes grund lignede meget en losseplads. Der lå aviser i blød til at blive presset i en smart briketmaskine hun havde anskaffet sig. Der stod papkasser og diverse maskiner med hullede presenninger over. Der var en veritabel skov i baghaven, med labyrintiske gange mellem høje stabler af clementinkasser og andet med ukendt indhold. Og der var høje stakke med kasserede sten fra cementfabrikken i nærheden.
Det var få der fik lov at komme indenfor. Stuen bestod af en enorm stabel i midten og en smal gang langs væggen så det var muligt at komme fra køkkenet ind til soveværelset eller hen til terassedøren. Køkkenet var sparsomt, men om sommeren blev der alligevel altid lavet mad udendørs over et lille bål.
Det hjalp ikke at hun havde to gravhunde hvis lugt gennemsyrede både hendes hjem og hendes tøj… Hun havde altid to. Hvis den ene døde fik hun en ny. Nogle gange stak nr. 9 af når de var ude at gå tur. Så skulle vi rundt og lede og kalde i hele nabolaget. Når den så kom hjem kunne den risikere at få smæk (hvilket ikke lige er den smarteste måde at opdrage hunde på, men så kunne den lære det… Hvis de kom op at slås fik de en spand koldt vand over sig, hvilket var ret effektivt).
Hun var gammel spejder og meget fokuseret på genbrug. Så hvad andre kasserede tog hun til sig. På et tidspunkt fandt kommunen ud af at det havde taget overhånd, at grunden var en rotterede og at hun skulle gøre noget ved det snarest. Det kunne hun selvfølgelig ikke, så kommunen sendte et par folk ud for at rydde op. - Det tog adskillige granvoksne mænd og flere ladfulde at fjerne hvad den uanselige gamle dame havde slæbt hjem på sin vakkelvorne cykel i den grønne mælkekasse.
Alt dette lige midt i et respektabelt højreorienteret parcelhuskvarter.
Nu var min familie ikke specielt højreorienteret, og Kassedamen var jo god at have hvis der ikke lige var nogen at lege med. Jeg tror også mine forældre satte pris på at der altid var en i nærheden når vi var alene hjemme.
Der var altid noget der skulle graves eller flyttes, for hun havde et projekt: at indrette den perfekte have. Hun havde indsamlet adskillige artikler og billeder med beskrivelser af de dele der skulle indgå; der skulle bl.a. være en lille sø og en spejderhytte i baghaven når træerne havde vokset sig større. Og hun arbejdede ufortrødent imod det endelige mål, selvom det udefra set mest så ud som om hun bare flyttede kasser frem og tilbage…
Om sommeren kunne man ofte høre hende fløjte til langt ud på aftenen imens hun arbejdede i haven eller sad og lavede mad over det lille bål hun havde lavet med sten fra cementfabrikken. Om vinteren var det hende der ryddede vejen for sne hvis kommunens maskiner ignorerede vores sidevej.
Jeg selv har også svært ved at smide ting ud. Mine forældre advarer nogle gange om at jeg ikke skal ligne Kassedamen for meget, og det kan de jo have ret i. Det gælder om at tage de gode ting til sig, og lære af hendes fejl.
Må hellere se snart at få ryddet lidt op…
—
Nu er Kassedamen død og grunden købt af en anden ældre dame som i løbet af meget kort tid har sat både hus og grund i bedre stand end mine forældres nogen sinde har været. Dog mangler spejderhytten og søen…
