URBANblog

Arkiv for februar, 2007

Godt (kinesisk) Nytår !

søndag, 18.02.2007.

Så er vi i Grisens år ifølge kineserne.

For at skræmme nian væk gælder det nu om at boltre sig i røde farver og fyre en masse fyrværkeri af !

Syntes du Valentinsdag var en fuser kan du glæde dig til den 4. marts hvor det er den kinesiske Valentinsdag. [Opdatering: Wikipedia har ændret mening. Den 15. dag i det nye år (4. marts) måtte kinesiske piger gå ud alene (og dermed være mere synlige). Den rigtige kinesiske Valentinsdag er først den 19. august i år :-)]

Da Grise er det sidste tegn i den kinesiske dyrekreds gælder det om at afslutte større projekter i år. Det eneste større projekt man bør starte på i Grisens år skulle være at stifte familie og få en masse børn :-D
  Glæder mig meget til at få afsluttet mit speciale i år :-)


Hvis du keder dig kan du se hvilke kendte personer der har/havde hvilke kinesiske tegn.
  Du kan læse en kort omtale af tegnene ved at klikke på dem. Fx Grisen.

Blogundersøgelse…

tirsdag, 13.02.2007.

Så er der blogal gobundersøgelse!

Gå venligst ind her: Gå til spørgeskema - hvis du allerede har svaret på spørgsmålene på en anden blog skulle alle svar allerede være udfyldt. Så det er ret nemt :-)

Læs om undersøgelsen her: BlogTjek 07

Dyr og domme

lørdag, 10.02.2007.

Dyr er ofte smadder hyggelige at sidde og se på. Ok, måske mest pattedyr. - Hvis de opfører sig sympatisk…

Fx Kea-papegøjerne* der tumler og eksperimenterer. Høns i skovbunden, der skraber blade væk for hurtigt at kigge efter guf inden det løber væk. Kragefugle der bakser med at få knækket en nød. Sæler der bevæger sig så elegant og elastisk igennem vandet at det ligner én lang nydelse.

Hvad er det der gør at dyr ikke er kejtede og “self conscious”? Ok, måske har de ingen bevidsthed; i hvert fald ikke som mennesket har. Men de kan jo godt observere fx artsfæller og lære at kopiere andres handlinger.
  Måske er forskellen at de ikke vurderer det, de ser, på samme måde som vi gør; at de ikke kender til godt og ondt. At de ikke dømmer andre…

Hvorfor gør vi det? For at lære? Er det det der menes med Kundskabens Træ i Skabelsesberetningen?
  Og hvad er det så vi kan lære, som dyrene ikke kan? At blive bedre? Perfekte? Er det et reelt mål, i betragtning af at dyrene egentlig allerede er perfekte? (Ok, i hvert fald katte ;))

Darwinismen taler om udvikling gennem arvemassen. Bortset fra Nazismens forsøg på at genindføre det, er det ikke længere aktuelt for mennesket. Jeg er ikke engang sikker på at det stadig er de bedst-tilpassede der får flest børn.
  Er mennesket et væsen hvis udviklingsvej har frigjort sig fra arvemassen og derfor har brug for Kundskaben for at udvikle sig? Hvilket vi så har betalt for med vores kejtethed. I dyre domme, så at sige…


* Zoologisk Have i Kbh. har Kea-papegøjer ved gederne/legepladsen

Wagamama date-digt

lørdag, 10.02.2007.

Som led i mit forsøg på at få mødt nogle flere piger IRL, sendte jeg forleden nedenstående til en stort set ukendt pige. Da det endte med at blive ret generisk, gengives det her så andre evt. kan genbruge det efter forgodtbefindende :)

Wagamama, for tiden, er min favorit.
Alligevel er jeg der ikke så tit.
God mad, god stemning; måske vil du med ?
Antagelig ikke; kan du så et sted ?
Mødes det burde vi klart, må jeg fastslå,
Andre kan vente og tøve og afslå.
Mod og lidt frækhed det skal man vel ha’
Alene tilbage er kun: vælg en dag!

(bemærkede du at der står Wagamama både vandret og lodret? ;))

Yoda i byen

lørdag, 10.02.2007.

For at socialisere lidt med nogle tilrejste udenlandske kolleger, var Yoda i byen fredag aften.

Yoda befinder sig, som bekendt, normalt på en fjern planet, tæt befolket med ufremkommelig jungle og udbredte sumpsystemer. Evt. med lidt klassisk musik i baggrunden :) Så det var et ganske uvant miljø for den lille grønne gnom…

Først var vi på café med saml-selv-toiletter og en DJ der spillede meget høj musik. Yodas lange, grønne ører var ikke videre begejstret, men når alle talte meget højt kunne det lade sig gøre at kommunikere på trods af musikken.

Dernæst tog vi på Ideal Bar. Umiddelbart vil jeg vurdere musik-niveauet her til at svare til en røgalarm i panik. Måske har de rent faktisk en røgalarm som altid hyler, og blev derfor nødt til at skrue op for musikken. Hvis de unge piger droppede smøgerne kunne de måske skrue ned igen.
  En kollega fortalte at jo mere man drak, jo mere forekom musikken blot som en grå masse. Han syntes ikke det var for højt, råbte han. Yoda selv sagde ikke så meget, for desværre overlappede det mest pinefuldt høje frekvensbånd præcis med Yodas stemmeleje. I stedet mindedes han torturscenerne i Star Wars V hvor Chewbacca tortureres med larm.

Den høje musik havde dog den positive sideeffekt at der blev danset en del. Både smukke piger og sprællende fyre. I det hele taget var der en del charmerende piger, hvilket gjorde studiet af det uvante habitat til en samlet set positiv oplevelse, trods alt.

Haiku five

torsdag, 01.02.2007.

Månen skinner fuld
Og gadens lys er borte
Alt ser magisk ud